Astro von Viis er et aktieselskab grundlagt i 2002 og selskabskonstruktionerne er godkendt af bestyrelsesbagmand: Klavs Riskjær-Pedersen.
Astro von Viis er en nykonsolideret virksomhed, hvis vigtigste produkt er viden, der har været kendt i årtusinder. Ud over at kunne tilbyde en sludder med ånder lægger vi horoskoper, læser urin og aura, lægger præhoroskoper, udfører aurapiercing og arrangerer fremtiden for dem i Deres nærmiljø.
Vi sætter den personlige kontakt med vores kunder i højsædet.
Intet kvalitetshoroskop kan fortolkes uden en samtidig udfrittende samtale med kunden.
Firmaets åndelige vision:
At vejlede og oplyse menneskeheden om visdom, der har været kendt i årtusinder, og at få de ypperste og højestuddannede fra hver deres felt til at udøve denne velgerning.
Økonomien:
Udover at vores eksperter får opfyldt deres livs kald, hviler også en udokumenteret underforstået aftale om at bespise disse og om fornødent give en symbolsk økonomisk erkendtlighed til hverdagens simple fornødenheder. Desuden ser virksomheden sig ifølge gældende lovgivning nødsaget til på ordinær vis at udbetale fakturerede lønudbetalinger til en organiseret faggruppe. Alt dette fordyrer naturligvis virksomhedens tjenesteydelser, som vi helst havde set være gratis.
Personale:
Vi beskæftiger kun højtuddannede clairvoyante, astrologer, aura- og urinlæsere foruden en mindre gruppe plastmasseprocesoperatører, der udelukkende varetager produktionen af auritismeskåle. Sidstnævnte faggruppe er også den eneste, der i virksomheden lader sig nøje med den til en hver tid gældende overenskomst med 3F.
Direktør og åndelig chef:
Bacchus von Viis